Børnecancerfonden blev stiftet i vinteren 1994/95 med de formål at rejse midler til forskning, øge forskningssamarbejdet på tværs af landegrænser og at øge overlevelsen og ikke mindst livskvaliteten for kræftsyge børn og deres familier. Hovedformålet med Børnecancerfondens arbejde er at støtte den sundhedsvidenskabelige forskning inden for børnekræftområdet samt at støtte aktiviteter, der tilgodeser børnene og familiernes tarv.
Der er langt flere voksne end børn, der bliver ramt af kræft. Alligevel er kræft den hyppigste medicinske dødsårsag hos børn i alderen 1 til 15 år. I Danmark får cirka 150 børn under 15 år og cirka 50 unge mellem 15 og 18 år konstateret en kræftsygdom hvert år. Det er disse børn og unge, som Børnecancerfonden støtter.
For omkring tyve år siden døde næsten halvdelen af de børn, der fik kræft. I dag helbredes tre ud af fire. Selvom overlevelsen er steget markant, er det behandlingsforløb, som barnet skal i gennem, langvarigt og hårdt for det syge barn og dets familie. Heldigvis har den målrettede forskning på børnekræftområdet betydet, at behandlingsmetoderne er blevet bedre, og at nogle af de bivirkninger, som tidligere var forbundet med behandlingen, enten er mindsket eller fjernet.
Børnecancerfonden uddeler to gange om året penge til såvel lægevidenskabelig som anden forskning, der vedrører børn med kræft i Danmark.
Børnecancerfonden yder også direkte støtte til kræftsyge børn og deres familier. Den direkte støtte til familierne består af såkaldte forkælelseslegater, som alle familier, der har et barn med kræft, kan søge. Derudover har familierne mulighed for at låne et af fondens to sommerhuse. Børnecancerfonden giver også penge til andre aktiviteter, der forbedrer vilkårene for kræftsyge børn og deres familier – eksempelvis til familieweekender, ungdomsture, sommerfester og aktiviteter på landets fire børnekræftafdelinger.
Børnecancerfonden udarbejder og udleverer også oplysnings- og informationsmateriale til landets fire børnekræftafdelingen samt andre interesserede.
Børnecancerfondens kontor er bemandet af to personer, som er ansvarlig for administrationen af fonden og som er behjælpelig ved arrangementer til fordel for fonden. Fondens medarbejdere holder desuden foredrag og yder rådgivning om børn med kræft. Børnecancerfondens administrative omkostninger er mindre end tre procent af alle indsamlede midler.

Smilene var store, da grevinde Alexandra i rollen som æresmedlem i Børnecancerfonden modtog en rekordstor check på 3.054.000 kr. fra Team Rynkeby. Checken blev overrakt af tidligere landbrugsminister Lauritz Tørnæs, der sammen med hele teamet har kæmpet sig igennem de mange kilometer til Paris i 2009.
Interesseret i at blive Team Rynkeby Sponsor? Kontakt da venligst
Carl Erik Dalbøge
Team manager
ced@rynkeby.dk
Telefon: +45 25 14 34 30