30. marts 2011 - TR København - mda

Succes på pelsmesse

Team Rynkeby-sponsor Kopenhagen Fur indsamlede enormt beløb til Børnecancerfonden ved pelsmesse i Herning i weekenden.



Andelsforeningen ejet af medlemmerne af Dansk Pelsdyravlerforening, Kopenhagen Fur, er for andet år i træk sponsor for Team Rynkeby København. Ud over selve tøjsponsoratet lagde Kopenhagen Fur i januar lokaler til københavnerholdets første sociale komsammen. I weekenden bidrog Kopenhagen Fur yderligere i den gode sags tjeneste i forbindelse med den internationale skindudstilling i Herning.

De fem Rynke-ryttere fra Kopenhagen Fur, Tage, Torben, Lars, John og Sander, gav den gas på to opstillede spinningcykler, mens friske maskinleverandører samt andre virksomheder venligst blev bedt om at punge ud. Den to timer lange seance indbragte hele 128.600 kr. Hedensted-gruppen fik titlen som ”topscorer” med en donation på 25.000 kr.