21. juli 2012 - TR Presse - mtd

Deltagerne inspirerer folk derhjemme

Rynkeby Foods’ direktør roste de danske og svenske deltagere, da han tog imod Team Rynkeby i går, da holdet ankom til Paris.



7. etape, Paris: For første gang i otte år er Rynkeby Foods’ adm. direktør ikke med på turen til Paris. En knæoperation forhindrede ham i at blive klar til turen.

Og selvom han ærgrede sig i tiden op til Tour de Paris over, at han ikke kunne være med, så har det også været en stor oplevelse for Rynkeby-bossen at følge turen hjemmefra.

- For første gang har jeg haft mulighed for at se, hvor stor en effekt deltagernes anstrengelser har. Man kan jo næsten ikke åbne en avis eller tænde for tv eller radio hjemme i Danmark uden at høre noget om holdets indsamling til Børnecancerfonden, siger Jørgen Dirksen fra Champ de Mars, hvor han stod sammen med hundredvis af andre pårørende og tog imod rytterne.

- Deltagernes store arbejde er med til at inspirere folk – både til at rejse sig fra sofaen og kommer i gang med at træne, men også i forhold til at støtte Børnecancefonden og Barncancerfondens arbejde, fortsætter han.

1.500 sponsorer bakker op
Sidste år indsamlede Team Rynkeby 9,772 mio. kr. til børn med kræft og deres familier, og det er en glad og stolt direktør, som kan konstatere, at velgørenhedscykelholdet allerede på nuværende tidspunkt har passeret sidste års rekordindsamling.

- Deltagerne har ydet et formidabelt stykke arbejde. I en tid hvor mange virksomheder er presset på deres budgetter, er det alligevel lykkedes deltagerne at skaffe mere end 1.500 sponsorer til projektet – og selvom de nu er kommet til Paris, så er der stadig masser af sponsoraktiviteter i gang, så jeg er meget spændt på at se, hvor højt vi kommer op i år, siger Jørgen Dirksen.

Hvor mange penge Team Rynkeby ender med at samle ind bliver offentliggjort i september. 9. september overrækker Team Rynkeby checken til Barncancerfonden i Stockholm, mens checken til Børnecancerfonden overrækkes i Ringe den 15. september.

Team Rynkeby Aktuelt

 

Hjælp os med at hjælpe