De første cykler er snart på landevejen
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 08-12-2017

De første cykler er snart på landevejen

Flere Team Rynkeby-hold kan allerede komme ud at træne på deres nye Team Rynkeby-racere inden jul. De første cykler er netop ankommet fra Bianchi.

I en af Danmarks største cykelbutikker, Bikeworld i Silkeborg, arbejder de lige nu på højtryk med at gøre de første Team Rynkeby-racere klar til udlevering på mandag.

Her får 30 ryttere fra Team Rynkeby Østjylland nemlig udleveret de cykler, som de skal cykle til Paris på til sommer.

Cykeludleveringen i Silkeborg er en af de første cykeludleveringer i denne sæson – og faktisk er det så tidligt, at det også kommer som en positiv overraskelse for Team Rynkeby Fondens direktør.

Aldrig tidligere har Team Rynkeby nemlig fået udleveret cykler før jul, fortæller han.

- Det er noget, vi har været meget opmærksomme på i år. Tidligere har vi haft fokus på, at cyklerne skulle udleveres inden påske. Men flere hold har ytret ønske om at få cyklerne tidligere, så de kan komme i gang med træningen, og så cykelforhandlerne har bedre tid til at servicere os. Vi har et tæt og konstruktivt samarbejde med Bianchi, og der er blevet gjort en stor indsats for at øge tempoet i produktionen. Men at cyklerne allerede kommer nu, kommer faktisk bag på mig, siger Carl Erik Dalbøge.

Vejret er ingen hindring
Og ifølge Rasmus Hald, sælger med speciale i racercykler hos Bikeworld, bør Team Rynkeby-rytterne endelig udnytte den hurtige levering til at komme ud på landevejene.

- Mange af Team Rynkeby-rytterne har ikke kørt på racercykel før, så jeg vil klart anbefale, at man kommer i gang så tidligt som muligt – man behøver ikke køre lange ture, men det er en rigtig god idé at tage cyklen i brug hurtigt og køre nogle små ture, så man vænner sig til den, siger han.

Og man behøver ikke vendte på tørre veje, lyder det.

- Cyklen bliver selvfølgelig lidt mere beskidt med det vejr, vi har nu, men det kan man jo heldigvis gøre noget ved, smiler Rasmus Hald.

- Efter en træningstur er det en god idé at rengøre kædetøjet med en ”degreaser”. Herefter skyller man cyklen over med haveslangen med en pistol, der fordeler vandet godt – og her er det vigtigt, at man ikke bruger en højtryksrenser eller lignende. Det kan de bevægelige dele ikke holde til, siger han.

Mulige julegaveønsker
- Når man vasker cyklen, så vil jeg anbefale at bruge en cykelvask – eksempelvis den lyserøde fra Muc-Off sammen med en ren børste. Bagefter skal man smøre kædetøjet op med en god kædeolie, som ikke må være for tynd på denne tid af året. Og når man er helt færdig, så kan man give cyklen lidt ”showroom polish”, som både får cyklen til at se godt ud, men som også gør, at den skyr skidtet lidt bedre på næste træningstur, fortsætter Rasmus Hald, der heller ikke er bleg for at sende lidt julegaveønsker i de nye Team Rynkeby-rytteres retning.

- Hvis man skal køre om vinteren, så kan det være en god idé at købe et par gode, lange skærme, så man ikke sjasker vand og skidt op på sig selv og de holdkammerater. Hvis jeg skal komme med en anbefaling, så kunne det være et par ’SKS Raceblade Long’, som ikke koster meget mere, at det kunne være en god julegaveidé – vintertøj i al almindelighed er også en lækker ting at finde under juletræet for en nyslået Team Rynkeby-rytter, siger Rasmus Hald.

Det er syvende gang, at Bianchi leverer cykler til Team Rynkeby. Ligesom det foregående år bygger årets Team Rynkeby-racer på den populære Intrepida carbon-ramme med en fuld 11 speed Shimano 105-gruppe samt Shimano-hjul. Læs mere om cyklen her.

 

 

 

 

Tilbage

Team Rynkeby News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Kommende events

Se hvilke events, som Team Rynkebys lokale hold afholder den kommende tid.

Køb billet

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram