Det er blevet lidt en livsstil
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 12-07-2017

Det er blevet lidt en livsstil

Ægteparret Louise Blom Jensen og Kim Nielsen kører lige nu deres tredje tur til Paris med Team Rynkeby Midt-Vest. Louise er mekaniker på holdet, og Kim kører hendes bil.

4. etape, Legden: ”Louise? Kan du kigge på den her?”, råber en drivvåd rytter ved dagens første depot.

Louise Blom Jensen, der står med ryggen til, snurrer rundt og er lynhurtigt henne ved mekanikerbilen, hvor hun hiver sit værktøj ud. Hurtigt er hun nede på hug, hvor hun går i gang med at skrue på en pedal, der tilsyneladende giver den våde rytter problemer.

Louise Blom Jensen har arbejdet som cykelmekaniker i 7-8 år, og de seneste tre år har hun været mekaniker for Team Rynkeby Midt-Vest.

- Jeg har lavet cykler for Solveig (holdkaptajnen, red.) i flere år, og det var hende, der spurgte, om jeg ikke ville med til informationsmøde – og det kunne der jo ikke ske noget ved. Men da jeg så møder op, så viser det sig, at det rent faktisk er holdet, der er samlet, og at jeg er blevet en del af det. Og så hang jeg jo ligesom på den, griner Louise Blom Jensen, da hun lidt senere er tilbage i mekanikerbilen ved siden af ægtemanden Kim.

- Mit krav til Solveig var, at hvis jeg skulle med, så skulle Kim også. Og sådan blev det, siger hun.

- Kim og jeg gør alting sammen – vi er et team i teamet. Det fungerer bedst, når det er os, der kører sammen, og nu har Kim også efterhånden fået den lille kædestrammereksamen, så han også kan gå lidt til hånde, griner Louise Blom Jensen.

En tragisk hændelse
Egentlig havde ægteparret besluttet sig for at indstille deres fælles Team Rynkeby-karriere efter debutturen i 2015, men en tragisk hændelse fik dem til at ændre mening.

- Det første år startede vi turen til Paris på Landsskuepladsen i Herning. Og her var vores holdkammerat Thomas’ datter, Lærke, nede og sende os afsted. Lærke havde kræft i hjernestammen – og på det tidspunkt så alle hendes tal gode ud. Men da vi kom hjem fra sommerferie, fik vi besked om, at hun var sovet stille ind, siger Louise Blom Jensen og forsætter:

- Meldingen om Lærkes død gjorde, at vi var nødt til at tage med igen. For hvis vi kan gøre noget for at holde det her hold rullende, så vi kan samle flere penge ind til syge børn, så skal vi gøre det – og nu har vi været med lige siden. Det er blevet lidt en livsstil, siger hun.

De gyldne tre minutter
Årets tur til Paris har indtil videre været en relativ stille affære for ægteparret i mekanikerbilen.

Det første år, de var med, var der 21 punkteringer fra Herning til Paris. Året efter var der 19, og indtil videre har der kun været tre.

- Det tegner til, at det bliver en rolig tur. Men det fede er, at vi kan sidde herinde i bilen og hænge lidt over rattet, og i næste sekund bliver der råbt defekt, og så farer vi rundt med 500 km/t, og så ligner det her bare en krigszone, siger Kim Nielsen.

Og Louise Blom Jensen supplerer:

- Jeg har en klar aftale med løjtnanterne om, at når en rytter har defekt, så skal jeg hurtigt lave en vurdering af, om jeg kan klare defekten og have rytteren tilbage i feltet inden for tre minutter. Det betyder, at jeg har halvandet minut til at klare defekten, for det tager cirka halvandet minut at køre rytteren tilbage til feltet, siger hun.

- Hvis jeg ikke kan nå af fikse defekten på halvandet minut, så putter vi rytteren i bilen, mens jeg laver cyklen, og så kører vi rytteren frem foran feltet og sætter ham af sammen med cyklen – men langt de fleste defekter kan klares inden for grænsen på tre minutter, siger hun.

I øjeblikket kan Louise Blom Jensen og Kim Nielsen ikke forestille sig andre måder at holde en uges sommerferie sammen på.

- Det er fantastisk at være med – det er lidt en livsstil. Man er egentlig på arbejde en hel uge, men der er også et stærkt socialt fællesskab, siger Louise.

- Og så bilder vi da også os selv ind, at vi er med til at gøre en forskel – både for sagen, men også for dem derude, siger Kim Nielsen og peger i retning af cykelrytterne udenfor, der drivvåde af regnen nærmer sig halvdelen af dagens 188 km lange etape.

 

 

 

 

Tilbage

Team Rynkeby News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Lotteri

Er du den heldige vinder af en splinterny Škoda Fabia? Se træningslisterne her. 

Se vinderne her

Bliv sponsor

Bliv sponsor for Team Rynkeby og støt børn med kritiske sygdomme.

Tilmeld her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram