<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 10-07-2015

Étbenet rytter i Paris: Det største jeg har oplevet

I onsdags tog han hele Danmark med storm, da han kæmpede sig op af Mur de Huy. I dag fik Søren Birk en fortjent heltemodtagelse, da Team Rynkeby afsluttede årets cykeltur til Paris.

7. etape, Paris: Flere hundredetusinde mennesker har de seneste dage set billederne af den benamputerede Team Rynkeby-rytter, Søren Birk, der med ufattelig vilje kæmper sig op ad Mur de Huy.

I dag kunne den 26-årige Team Rynkeby Trekanten-rytter lade sig hylde af tusindvis af mennesker ved Invalidekirken i Paris, da Team Rynkeby afsluttede sin 1.300 kilometer lange cykeltur til Paris til fordel for børn med kræft.

Og modtagelsen på Place Vauban var overvældende for den unge Team Rynkeby-rytter, der fik amputeret sit højre ben som spæd efter en kræftsvulst.

- Jeg er helt oppe at køre. Jeg kan slet ikke forstå det lige nu, siger Søren Birk kort efter ankomsten til Invalidekirken.

- Det var hektisk at køre igennem Paris, men da vi kom ind til Eiffeltårnet og videre ned mod Invalidekirken blev det helt igennem overvældende.

Største oplevelse
Søren Birk er stadig en smule overrasket over den interesse, der har været omkring hans bedrift på Mur de Huy i onsdags – både på Team Rynkebys egne medieplatforme, men også i de landsdækkende danske medier.

- Det er helt vildt. Jeg tror stadig ikke, at det helt er sunket ind. Men der er ingen tvivl om, at det er den største oplevelse i mit liv at cykle op ad muren, siger Søren Birk og holder en lidt længere pause:

- Man skal lige lade alle indtrykkene synke ind.

I alt afsluttede 1.400 cykelryttere og 350 hjælpere i dag den syv-otte dage cykeltur til Paris til fordel for børn med kræft.

Tilbage

Team Rynkeby News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Bliv sponsor

Bliv sponsor for Team Rynkeby og vær med til at støtte kampen mod børnekræft.

Se muligheder

Giv et bidrag

Støt en af vores indsamlere eller start din egen indsamling til Børnecancerfonden.

Støt Team Rynkeby