<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 26-03-2014

Undskylder cykelrytteres opførsel

Team Rynkeby Fonden ønsker, at Team Rynkeby skal være Nordens mest hensynsfulde og lovlydige cykelhold. Det var dog ikke den oplevelse en kvindelig bilist havde af holdet i weekenden.

Til trods for, at cykelsæsonen knapt nok er gået i gang, har den første mishagsytring om Team Rynkebys opførsel i trafikken allerede fundet vej til velgørenhedsprojektets Facebook-side.

En bilist, som mødte et af de gulklædte hold i weekenden, var alt andet end tilfreds med holdets opførsel.

- De kørte 3 og 3 ved siden af hinanden, og det var bare umuligt at kunne komme forbi dem. Efter nogen tid gav jeg et forsigtigt trut med hornet, for at gøre opmærksom på, at jeg gerne ville forbi dem, skriver hun på Facebook.

Men truttet affødte ikke den reaktion, hun havde håbet på.

- Ingen trak ind, og jeg fik både en finger og ubehagelige tilråb, fortsætter hun.

Indskærper færdselsetik
Bilistens beskrivelse af mødet med Team Rynkeby ærgrer Carl Erik Dalbøge, direktør i Team Rynkeby Fonden.

- Beskrivelsen strider imod alt, hvad Team Rynkeby står for, og jeg vil gerne på projektets vegne undskylde over for bilisten. Det er på ingen måde i orden at opføre sig på den måde, siger Carl Erik Dalbøge, som nu har indskærpet Team Rynkebys såkaldte ’færdselsetiske retningslinjer’ over for rytterne.

- Vi er et velgørenhedscykelhold, som forsøger at gøre en forskel for børn med kræft. Derfor er det ikke alene skadeligt for projektet, men også kampen mod børnekræft, hvis vores deltagere ter sig tosset ude i trafikken, siger han og fortsætter:

- Rytterne skal vide, at når de iklæder sig den gule trøje og begiver sig ud i trafikken, så smitter deres handlinger ikke alene af på dem selv og deres holdkammerater, men også på den sag, vi arbejder for.

Ønsker større forståelse
Af Team Rynkebys færdselsetiske retningslinjer fremgår det, at Team Rynkeby Fonden ønsker, at Team Rynkeby skal være ”Nordens mest hensynsfulde og lovlydige cykelhold”.

- Vores ryttere skal til hver en tid følge Færdselsloven, og så skal de udvise respekt for deres medtrafikanter. Det er de vigtigste budskaber i vores færdselsetiske retningslinjer, siger Carl Erik Dalbøge, som dog også nogle gange kunne ønske sig større forståelse fra bilisterne.

- Det er som om, at tonen mellem cyklister og bilister er blevet grovere de senere år. Og det er bestemt ikke en konflikt, vi ønsker at eskalere. Tværtimod. Vores mål er at genere trafikken mindst muligt, når vi bevæger os ud på vejene. Men når vi er 50 cykelryttere, som kører fra A til B, kan det ikke undgås, at det giver nogle gener for vores medtrafikanter.

- Vi skal dog nok gøre vores bedste for at hjælpe trafikken forbi, men det kræver også lidt tålmodighed blandt bilisterne, siger Carl Erik Dalbøge.

Utålmodig kørsel er fatal
Carl Erik Dalbøge oplevede selv på nærmeste hold, hvilke konsekvenser en bilists utålmodige kørsel fik for en af Team Rynkeby-rytterne sidste år.

På en af de første træningsture med Team Rynkeby Ringe, overhalede en bilist i en let højrekurve op ad bakke. Da en modkørende bilist kom til syne over bakketoppen, trak bilisten ind midt i feltet med et alvorligt styrt til følge. Det kostede blandt andet en af rytterne et brækket kraveben.

Billisten kørte blot videre.

- Vi er nødt til at passe bedre på hinanden. Cykelrytterne skal være bedre til at give plads, og bilisterne skal være mere tålmodige. Vi er nødt til at respektere hinandens ret til at være på vejen. Længere er den ikke, siger Carl Erik Dalbøge.

De sidste Team Rynkeby-cykler udleveres i weekenden, og så er Team Rynkebys cykelsæson for alvor i gang.

 

(NB: Billedet øverst i artiklen er et arkivbillede og har intet med den omtalte episode at gøre)

 

Tilbage

Team Rynkeby News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Bliv sponsor

Bliv sponsor for Team Rynkeby og vær med til at støtte kampen mod børnekræft.

Se muligheder

Giv et bidrag

Støt en af vores indsamlere eller start din egen indsamling til Børnecancerfonden.

Støt Team Rynkeby