Gaias skole løber for det gode formål

15-årige Gaia er lungesyg og går på Lykkesgårdskolen i Varde, som endnu engang deltager i Team Rynkeby Skoleløbet. I år hepper Gaia dog med fra sidelinjen, fordi det er skolens mindre klasser, som fredag den 8. april skal løbe penge ind til lungesyge børn.

Gaia er elev på Lykkesgårdskolen i Varde, som troligt tager del i det landsdækkende motions- og velgørenhedsløb for at samle penge ind til børn med kritiske lungesygdomme.

I år er det imidlertid eleverne fra skolens mindre klasser, som skal kridte løbeskoene fredag før påskeferien, og derfor har 15-årige Gaia ikke mulighed for at løbe med i år.

Alligevel glæder Gaia sig til at heppe med fra sidelinjen på de yngste elever, som skal løbe penge ind til Børnelungefonden, for som lungesyg ved hun nemlig, hvor meget det betyder, at der bliver samlet penge ind til børn med lungeproblemer.

- Jeg var superglad for at kunne deltage for første gang i 2019 sammen med alle de andre børn på skolen. Det betød bare så meget, at jeg kunne være med, og at vi kunne samle penge ind til andre børn, der også har problemer med deres lunger, fortæller Gaia.

Må ikke glemme sin medicin
En barndom med lungesygdom kan betyde en masse nej’er, når de andre børn leger aktivt. Heldigvis kan 15-årige Gaia godt være med til det meste i dag.

Og Gaia kan heldigvis heller ikke huske den værste del af sit sygdomsforløb, for da hendes lungesygdom var mest alvorlig, var hun omkring et år. Men Gaias lunger har imidlertid præget hendes måde at være barn på.

- Jeg blev hurtigt forpustet, og der var også tit nogle ting, jeg ikke kunne være med til, fortæller hun.

I dag er der ganske god kontrol over Gaias astma, når hun tager sin daglige me­dicin. Den alvorlige lungedefekt, som var tæt på at koste hende livet i en alder af blot seks måneder, blev opereret bort. Det skete efter et forfærdeligt år med 19 ind­læggelser, og hendes far Michael husker stadig den næsten miraku­løse effekt af det kirurgiske indgreb, hvor en stor del af hans datters lunge blev fjer­net.

– Dagen efter operationen satte Gaia sig op i sengen og begyndte at tale. Før det havde hun nærmest ikke sagt noget. Jeg får stadig en klump i halsen af at tænke tilbage på det, siger Michael.

To gange om året går Gaia til kontrolbesøg på H.C. Andersen Børnehospital på OUH. Den daglige medicin styrer hun selv.

- Gaia ved, at selvom det går godt, så betyder det ikke, at man kan stoppe med at tage medicinen. Det går netop godt, fordi hun har husket at tage medicinen, siger Gaias far.

Svømning letter astmaen
Da den livstruende del af Gaias lungesygdom var væk, havde hun nu ”kun” astma. Men luftvejssygdommen kaster altså en stor skygge over et børneliv.

– Jeg ville jo helst være med i aktivite­terne, og det var somme tider svært, si­ger hun.

Efterhånden er hendes medicin blevet bedre og bedre tilpasset, samtidig med at Gaia også selv har gjort en stor indsats.

– Fysisk aktivitet hjælper på mine lun­ger, og jeg er blevet rigtig glad for at gå til svømning. Jeg kan stadig have det svært i idræt, men tit bliver andre faktisk over­raskede over at høre, jeg har astma, forklarer Gaia, som har savnet sin svømning rigtig meget under corona­-nedlukningerne.