RINGE: Fællesskabet, udfordringen, passionen for cykling. Motivationen for at deltage varierer for fem af de nye Team Rynkeby-ryttere, men den væsentligste grund deler de: de ønsker at gøre en forskel for børn med kritiske sygdomme.

”Det er en sag, der giver rigtig god mening, og så føles det meningsfuldt at kunne bruge min tid og mine kræfter på noget, der rækker ud over mig selv,” siger Bitten Falbe Piilgaard fra Team Rynkeby Søhøjlandet, mens Mette Jørgensen siger:

”Jeg synes, det er fantastisk, at man kan udfordre sig selv fysisk og samtidig være med til at gøre en forskel for børn med kritiske sygdomme.”

Christian Thor Schlichting vil gerne være en del af noget større og ’finder det attraktivt at være en del af en organisation, der gør gode ting for andre mennesker’, mens Mia Jensen fra Odense er motiveret af ’at kunne gøre noget for andre, som har så stor en betydning og vigtighed i deres verden’.

Mias holdkammerat, Ida Kruse fra Årslev på Fyn, har som en del af sit medicinstudie arbejdet på kræftafdelingen og har der haft kræften tæt inde på livet.

”Jeg har virkelig snakket med mange familier, der har kritisk sygdom tæt på livet. Ydermere ved jeg, hvor utrolig vigtigt det er, at der bliver doneret og prioriteret penge til forskning,” siger hun.

Forskelligt udgangspunkt
Mens de alle fem er debutanter på Team Rynkeby, er forudsætningerne for at sætte sig op på en racercykel vidt forskellige for de fire debutanter.

Som barn cyklede Ida hver dag 10 km til skole, og hun købte sin første racercykel for sine konfirmationspenge. Siden – og specielt under coronapandemien - har hun cyklet masser af ture på 50-80 km. Mia begyndte at cykle for to år siden, men har primært gjort det på hometraineren. Til sammenligning har Bitten aldrig siddet på en racercykel, mens Mette først for nylig købte en racercykel.

Dermed kunne de godt få brug for en som Christian, der er holdkammerat med Mette på Team Rynkeby Øresund. Han har masser af erfaring på både mountainbike og racercykel og håber også, han kan bidrage rent sportsligt til holdet.

”Måske endda tage nogle føringer under træningen og ned gennem Europa, hvis jeg har gode ben og overskud,” siger han.

Forventningens glæde er stor
Forventningens glæde er stor hos de fem debutanter. Alle glæder sig til det fantastiske fællesskab at få en oplevelse for livet og så naturligvis det øjeblik, hvor de kører ind i Paris. Og så har de også små og store ting, de ser frem til.

”Jeg glæder mig til, at vi får de gule cykler hjem og skal ud på de første ture,” siger Ida.

”Jeg glæder mig til alle de små øjeblikke undervejs – træningsturene, grinene, de hårde bakker, kaffepauserne, de lange dage på cyklen og følelsen af, at vi gør det sammen,” siger Mette.

”Jeg glæder mig til alle de ture, som vi skal på, hvor det bliver fedt, men også hårdt,” siger Mia.

”Jeg glæder mig også til at se, hvor meget mine holdkammerater sportsligt er vokset, når vi triller ind i Paris,” siger Christian.

”Det er vigtigt at huske på de mennesker, der stiller op for hinanden, fællesskaberne og de ting, der faktisk virker. For mig er Team Rynkeby netop et eksempel på det. Mange mennesker, der måske ellers aldrig ville have mødt hinanden, finder sammen om at gøre noget godt for andre. Det synes jeg er stærkt, og det er en stor del af grunden til, at jeg har sagt ja,” siger Bitten.

En blanding af frygt og spænding
Christian frygter ikke turen til Paris. Han tror på, at man som hold når sine mål sammen – også når det ind i mellem bliver svært og man er trætte.

”Til gengæld er jeg spændt på at se mine holdkammeraters smil både, når vi er på vej ned gennem Europa, og når vi slutter i Paris,” siger han, mens Bitten har en lille, specifik frygt:

”Jeg frygter en lille smule de der klikpedaler, selv om mine søde holdkammerater siger, at det får jeg helt sikkert styr på. Nå ja, så er der også lige et par stigninger på vej nedad, som kan være lidt angstprovokerende.”

Det er også dem, Ida og Mia frygter mest:

”Det, jeg frygter mest, er nok terrænet, når vi kommer længere sydpå. Jeg forestiller mig, at der kommer nogle brutale højdemeter, nu hvor jeg er vant til at cykle i flade Danmark,” siger hun, mens Mia tilføjer:

”Jeg er spændt på at skulle cykle i otte dage fra morgen til aften, og hvis der er noget, som jeg frygter, må det være bjergene, som jeg tænker har lidt flere stigningsprocenter end her i Danmark.”

Og så er der Mette Jørgensen, der er mest spændt på, hvor hårdt det bliver.

”Jeg ved godt, at der kommer dage, hvor benene og bagdelen ikke nødvendigvis synes, at Paris er verdens bedste idé, men jeg tror faktisk, at noget af det fedeste bliver at opdage, hvor meget man faktisk kan, når man træner målrettet og har et helt hold omkring sig. Lige nu frygter jeg at skulle cykle i en gruppe med en vis stabil fart, og så bliver det lidt grænseoverskridende at skulle tisse på åben mark sammen med 30 andre,” siger hun med et grin.