Det er Team Rynkeby Fonden, der driver velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby. Fonden består af en bestyrelse samt en direktør, der sammen med en landechef i hvert af de lande, som Team Rynkeby er repræsenteret i, varetager den daglige ledelse.
I hvert land er der et eller flere lokale hold, som ledes af en holdkaptajn sammen med en styregruppe, der består af deltagere med forskellige kompetencer. På hvert hold er der desuden en række nøglepersoner med ansvar for blandt andet økonomi, sponsorer, PR og service.
De lokale hold har desuden tilknyttet et netværk bestående af forhenværende deltagere. Netværket hedder Team Rynkeby Cycling Club og ledes af en TRCC Manager, som den lokale holdkaptajn udpeger for et år ad gangen i samarbejde med landechefen i det pågældende land.