11.04.2025

Online-indsamling runder 1,3 millioner kroner

Det er ikke kun de store virksomhedssponsorater, der giver penge til Børnecancerfonden og Børnelungefonden, når Team Rynkeby samler ind. Der er også godt gang i de private donationer.

RINGE: Knap 400 private donationer er tikket ind til Team Rynkeby Østsjælland den seneste tid.

Dermed har holdets 53 deltagere nu i alt indsamlet over 155.000 kroner via private donationer. Det gør det østsjællandske hold til det hold i Danmark, der i øjeblikket er mest effektive til at samle ind via digitale kanaler.

Men holdet er bestemt ikke alene om at aktive de private sponsorater.

På indsamlingssiden MyCollection har 884 danske deltagere indsamlet mere end 1,3 millioner kroner til Børnecancerfonden og Børnelungefonden denne sæson.

- Platformen er uhyre effektiv, fortæller Steffen Juncker, landechef for Team Rynkeby Danmark.

- Det er ikke alle deltagere, der har et netværk, der gør dem i stand til at skaffe de store virksomhedssponsorater, men alle er i stand til at oprette en indsamling på MyCollection og dele den med deres venner og bekendte via sociale medier. Platformen er et af vores vigtigste indsamlingsinitiativer i løbet af en sæson, siger han.

Stor kreativitet
Nogle Team Rynkeby-deltagere kan via deres netværk rejse endog meget store beløb på deres MyCollection-indsamlinger i løbet af en sæson, fortæller Steffen Juncker.

- Som så meget andet i livet, hænger indsats og resultat ofte sammen. De deltagere, der er gode til hele tiden at italesætte deres indsamling online, får også for det meste et bedre resultat dem, der ikke gør noget, siger han.

Flere deltagere har blandt andet held til at sælge deres træningskilometer eller indgå højdemetersponsorater med deres venner.

- Når jeg sidder og løber indsamlingerne igennem, så er kreativiteten stor. Nogle deltagere får deres venner til at give et beløb pr. kilometer de træner eller pr. højdemeter de forcerer. Andre er bare rigtig gode til at bruge deres personlige motivation og derigennem fortælle deres netværk, hvorfor de skal give en skilling til sagen. Hvis alle deltagere får bare en brøkdel af deres venner til at give et lille beløb, så kommer vi meget, meget langt, siger Steffen Juncker.

Alle bidrag, som Team Rynkeby-deltagerne samler ind online, deles ligeligt mellem Børnecancerfonden og Børnelungefonden.

Top 5

  • Team Rynkeby Østsjælland: 155.210 DKK
  • Team Rynkeby Storstrøm: 149.852 DKK
  • Team Rynkeby Fjordlandet: 128.325 DKK
  • Team Rynkeby Øresund: 97.763 DKK
  • Team Rynkeby Søhøjlandet: 75.015 DKK
Som så meget andet i livet, hænger indsats og resultat ofte sammen...
Steffen Juncker, landechef, Team Rynkeby Fonden