Cyklingen. Fællesskabet. Indsamlingen. Og sløjfen bliver bundet
Ankomsten i Paris
Cyklingen. Fællesskabet. Indsamlingen. Og sløjfen bliver bundet.
Når Team Rynkeby-rytterne ruller ind i Paris, er det som om solen altid skinner. Det gule felt, de forventningsfulde pårørende, klapsalverne, tårerne. Og følelsen af, at alt kulminerer lige her: Et helt års træning, indsamling og fællesskab samlet i ét fælles øjeblik.
For General Manager i Team Rynkeby Fonden, Solvejg Lauridsen, er ankomsten til Paris hjertet i hele projektet. Det er her, cyklingen, fællesskabet og indsamlingen smelter sammen til den fortælling, der driver hende og tusindvis af deltagere år efter år.
”Det er dagen, hvor sløjfen bliver bundet på hele projektet,” siger hun.
En sommer, der ændrede alt
Solvejg Lauridsen har været en del af Team Rynkeby siden 2013 – først som rytter, senere som holdkaptajn og landechef og i dag som direktør. Men hendes rejse begyndte langt fra Paris.
Hjemme sammen med familien, hvor hendes søn blev optaget af landevejscykling, og hun selv begyndte at cykle med. Den sommer fik deres gode venners datter også konstateret leukæmi. En besked, der ramte hårdt, satte tanker i gang og skærpede familiens blik på mange af de ting, man ellers tager for givet.
Kort efter deltog hun i cykelløbet Fjorden Rundt hvor der som bekendt altid blæser en frisk vind fra vest. Her skete der noget, der satte retningen for mange år frem.
”Jeg kom til at ligge bag et Team Rynkeby-hold, og de inviterede mig simpelthen ind i gruppen af gule ryttere, lod mig sidde på hjul og gav mig lidt læ. Det sammenhold… deres måde at passe på hinanden på… og at de gjorde det for børn med kritiske sygdomme. Det gik lige i hjertet på mig. Og jeg tænkte: “Jeg skal være en del af det her.””
Paris for første gang
I 2013 cyklede hun for første gang fra Herning til Paris. Og da hun nærmede sig målstregen, stod familie og venner klar iført t-shirts med hver deres bogstav, der tilsammen stavede hendes navn.
”Det var så rørende. Der stod de, hele min flok, og tog imod mig,” siger hun.
Den personlige sejr var stor. Men følelsen af fællesskab var endnu større. Her vidste hun, at Team Rynkeby ville komme til at fylde meget i hendes liv.
Fra egen styrke til ansvar for andre
Året efter blev Solvejg Lauridsen spurgt, om hun ville være holdkaptajn. Det skift gav en ny dimension til ankomsten i Paris.
”Ingen rytter er bedre end sit hold, ingen kaptajn er bedre end sit hold, men som kaptajn har du i sidste ende ansvaret for at, at alle kommer sikkert til Paris. Og det gør ankomsten endnu større. Jeg har som mange andre kaptajner været rørt, når vi ruller ind i Paris. Glæde, stolthed og lettelse over, at vi ikke bare har fået os selv, men hele holdet til Paris.”
Den erfaring tager hun med sig ind i direktørrollen i dag. At bære projektet –sammen med menneskene i det – sikkert hele vejen.
Taburetten kan stå i Paris
Når Solvejg Lauridsen skal forklare, hvorfor ankomsten i Paris er så særlig, bruger hun billedet af den trebenede taburet som et symbol på projektet.
”Taburetten har tre ben: cyklingen, fællesskabet og indsamlingen. Alle tre skal være der for at holde balancen i projektet. I Paris står taburetten helt stabilt, fordi det hele kulminerer. Det er en slags sløjfe på hele projektet,” siger hun.
På Vélodromen står ryttere og servicefolk side om side efter 10 måneder med træning, bakker, modvind, sponsorarbejde, events, grin, tårer og kampe. Det er her, de mærker, at ”Vi gjorde det her. Sammen.”
”Det er magisk. Jeg bliver helt høj hver gang – faktisk også, når jeg bare tænker på ankomsten. Den energi, der ligger i feltet i Paris, er noget af det stærkeste og mest rørende, jeg ved.”
Glæde og sorg i samme felt
Ankomsten i Paris er fyldt med jubel, gule trøjer, flag og kram. Men for Solvejg Lauridsen er noget af det stærkeste, at glæde og sorg cykler side om side.
”Ved siden af dig på cyklen kan der sidde en forælder, der ikke fik sit barn med hjem fra hospitalet. Eller en, der fik sit barn hjem, men som stadig lever med senfølger efter et langt sygdomsforløb. De historier er med hele vejen til Paris. Det giver så god mening i forhold til, hvem det er, vi cykler for,” siger hun.
Derfor er målstregen ikke blot afslutningen på en cykeltur. Den er en hyldest. Til børnene, til familierne og til håbet.
Det rører mig dybt hver gang at se de mange pårørende stå der. De låner os deres mor, far, ægtefælle eller ven i næsten et år. Uden dem og deres opbakning var projektet ikke det samme.
Et fællesskab uden grænser – og dem, der bærer det frem
Team Rynkeby er i dag et internationalt projekt med hold på tværs af flere lande. Alligevel oplever Solvejg den samme følelse, uanset hvor rytterne kommer fra.
”Om du kommer fra Sverige, Finland eller Danmark, så deler vi alle den samme følelse. Vi er en del af noget større. Det gælder også for indsamlingen, hvor hvert land samler ind til nationale organisationer, og her går pengene til forskning og indsatser, der hjælper børn også på tværs af landegrænser,” siger hun.
Ankomsten handler ikke kun om rytterne og serviceteamet. På Vélodromen står pårørende i et hav af gule skilte, flag og tårer. Mange har taget fri, sparet op, planlagt og rejst langt bare for at stå dér, når rytterne kommer ind på Velodromen.
”Det rører mig dybt hver gang at se de mange pårørende stå der. De låner os deres mor, far, ægtefælle eller ven i næsten et år. Uden dem og deres opbakning var projektet ikke det samme.”
Sponsorerne er også en afgørende del af energien i Paris. Deres opbakning, samarbejde og synlighed gennem hele sæsonen gør både turen og indsamlingen mulig. Når årets foreløbige beløb vises, står deres støtte som en klar, tydelig del af fællesskabet.
Personlige sejre – store som små
Som direktør har Solvejg Lauridsen ét håb for alle ryttere og servicefolk:
”Jeg håber, at alle står i Paris og mærker, at de siden d. 1. september, udover de mange oplevelser, også har fået nye kompetencer. At de har en personlig sejr – om den er stor eller lille.”
Nogle cykler med for første gang. Andre – som den deltager, der snart når sin 18. ankomst i Paris – bliver ved med at få noget nyt ud af projektet.
”Når vi mødes på cyklen, er vi alle det samme sted. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvilket job du har eller ikke har, og hvem du er derhjemme. I Team Rynkeby hjælper vi hinanden med at nå i mål. Det er meget stærkt.”
Og måske er det netop derfor, at ankomsten i Paris bliver ved med at sætte sig helt ind i hjertet – år efter år. For når rytterne ruller ind på Vélodromen, står hele projektet samlet:
Cyklingen. Fællesskabet. Indsamlingen.
Og sløjfen bliver bundet.
Denne fortælling er én af 10, der er samlet i anledning af Team Rynkebys 25-års jubilæum – fortællinger om mennesker, der har været med til at forme vores rejse. Dem, der kæmper for andre. Dem, der har modtaget hjælp. Og dem, vi har mistet undervejs.
Ankomsten i Paris
Cyklingen. Fællesskabet. Indsamlingen. Og sløjfen bliver bundet.
Når Team Rynkeby-rytterne ruller ind i Paris, er det som om solen altid skinner. Det gule felt, de forventningsfulde pårørende, klapsalverne, tårerne. Og følelsen af, at alt kulminerer lige her: Et helt års træning, indsamling og fællesskab samlet i ét fælles øjeblik.
For General Manager i Team Rynkeby Fonden, Solvejg Lauridsen, er ankomsten til Paris hjertet i hele projektet. Det er her, cyklingen, fællesskabet og indsamlingen smelter sammen til den fortælling, der driver hende og tusindvis af deltagere år efter år.
”Det er dagen, hvor sløjfen bliver bundet på hele projektet,” siger hun.
En sommer, der ændrede alt
Solvejg Lauridsen har været en del af Team Rynkeby siden 2013 – først som rytter, senere som holdkaptajn og landechef og i dag som direktør. Men hendes rejse begyndte langt fra Paris.
Hjemme sammen med familien, hvor hendes søn blev optaget af landevejscykling, og hun selv begyndte at cykle med. Den sommer fik deres gode venners datter også konstateret leukæmi. En besked, der ramte hårdt, satte tanker i gang og skærpede familiens blik på mange af de ting, man ellers tager for givet.
Kort efter deltog hun i cykelløbet Fjorden Rundt hvor der som bekendt altid blæser en frisk vind fra vest. Her skete der noget, der satte retningen for mange år frem.
”Jeg kom til at ligge bag et Team Rynkeby-hold, og de inviterede mig simpelthen ind i gruppen af gule ryttere, lod mig sidde på hjul og gav mig lidt læ. Det sammenhold… deres måde at passe på hinanden på… og at de gjorde det for børn med kritiske sygdomme. Det gik lige i hjertet på mig. Og jeg tænkte: “Jeg skal være en del af det her.””
Paris for første gang
I 2013 cyklede hun for første gang fra Herning til Paris. Og da hun nærmede sig målstregen, stod familie og venner klar iført t-shirts med hver deres bogstav, der tilsammen stavede hendes navn.
”Det var så rørende. Der stod de, hele min flok, og tog imod mig,” siger hun.
Den personlige sejr var stor. Men følelsen af fællesskab var endnu større. Her vidste hun, at Team Rynkeby ville komme til at fylde meget i hendes liv.
Fra egen styrke til ansvar for andre
Året efter blev Solvejg Lauridsen spurgt, om hun ville være holdkaptajn. Det skift gav en ny dimension til ankomsten i Paris.
”Ingen rytter er bedre end sit hold, ingen kaptajn er bedre end sit hold, men som kaptajn har du i sidste ende ansvaret for at, at alle kommer sikkert til Paris. Og det gør ankomsten endnu større. Jeg har som mange andre kaptajner været rørt, når vi ruller ind i Paris. Glæde, stolthed og lettelse over, at vi ikke bare har fået os selv, men hele holdet til Paris.”
Den erfaring tager hun med sig ind i direktørrollen i dag. At bære projektet –sammen med menneskene i det – sikkert hele vejen.
Taburetten kan stå i Paris
Når Solvejg Lauridsen skal forklare, hvorfor ankomsten i Paris er så særlig, bruger hun billedet af den trebenede taburet som et symbol på projektet.
”Taburetten har tre ben: cyklingen, fællesskabet og indsamlingen. Alle tre skal være der for at holde balancen i projektet. I Paris står taburetten helt stabilt, fordi det hele kulminerer. Det er en slags sløjfe på hele projektet,” siger hun.
På Vélodromen står ryttere og servicefolk side om side efter 10 måneder med træning, bakker, modvind, sponsorarbejde, events, grin, tårer og kampe. Det er her, de mærker, at ”Vi gjorde det her. Sammen.”
”Det er magisk. Jeg bliver helt høj hver gang – faktisk også, når jeg bare tænker på ankomsten. Den energi, der ligger i feltet i Paris, er noget af det stærkeste og mest rørende, jeg ved.”
Glæde og sorg i samme felt
Ankomsten i Paris er fyldt med jubel, gule trøjer, flag og kram. Men for Solvejg Lauridsen er noget af det stærkeste, at glæde og sorg cykler side om side.
”Ved siden af dig på cyklen kan der sidde en forælder, der ikke fik sit barn med hjem fra hospitalet. Eller en, der fik sit barn hjem, men som stadig lever med senfølger efter et langt sygdomsforløb. De historier er med hele vejen til Paris. Det giver så god mening i forhold til, hvem det er, vi cykler for,” siger hun.
Derfor er målstregen ikke blot afslutningen på en cykeltur. Den er en hyldest. Til børnene, til familierne og til håbet.
Det rører mig dybt hver gang at se de mange pårørende stå der. De låner os deres mor, far, ægtefælle eller ven i næsten et år. Uden dem og deres opbakning var projektet ikke det samme.
Et fællesskab uden grænser – og dem, der bærer det frem
Team Rynkeby er i dag et internationalt projekt med hold på tværs af flere lande. Alligevel oplever Solvejg den samme følelse, uanset hvor rytterne kommer fra.
”Om du kommer fra Sverige, Finland eller Danmark, så deler vi alle den samme følelse. Vi er en del af noget større. Det gælder også for indsamlingen, hvor hvert land samler ind til nationale organisationer, og her går pengene til forskning og indsatser, der hjælper børn også på tværs af landegrænser,” siger hun.
Ankomsten handler ikke kun om rytterne og serviceteamet. På Vélodromen står pårørende i et hav af gule skilte, flag og tårer. Mange har taget fri, sparet op, planlagt og rejst langt bare for at stå dér, når rytterne kommer ind på Velodromen.
”Det rører mig dybt hver gang at se de mange pårørende stå der. De låner os deres mor, far, ægtefælle eller ven i næsten et år. Uden dem og deres opbakning var projektet ikke det samme.”
Sponsorerne er også en afgørende del af energien i Paris. Deres opbakning, samarbejde og synlighed gennem hele sæsonen gør både turen og indsamlingen mulig. Når årets foreløbige beløb vises, står deres støtte som en klar, tydelig del af fællesskabet.
Personlige sejre – store som små
Som direktør har Solvejg Lauridsen ét håb for alle ryttere og servicefolk:
”Jeg håber, at alle står i Paris og mærker, at de siden d. 1. september, udover de mange oplevelser, også har fået nye kompetencer. At de har en personlig sejr – om den er stor eller lille.”
Nogle cykler med for første gang. Andre – som den deltager, der snart når sin 18. ankomst i Paris – bliver ved med at få noget nyt ud af projektet.
”Når vi mødes på cyklen, er vi alle det samme sted. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvilket job du har eller ikke har, og hvem du er derhjemme. I Team Rynkeby hjælper vi hinanden med at nå i mål. Det er meget stærkt.”
Og måske er det netop derfor, at ankomsten i Paris bliver ved med at sætte sig helt ind i hjertet – år efter år. For når rytterne ruller ind på Vélodromen, står hele projektet samlet:
Cyklingen. Fællesskabet. Indsamlingen.
Og sløjfen bliver bundet.
Denne fortælling er én af 10, der er samlet i anledning af Team Rynkebys 25-års jubilæum – fortællinger om mennesker, der har været med til at forme vores rejse. Dem, der kæmper for andre. Dem, der har modtaget hjælp. Og dem, vi har mistet undervejs.
