Da Thomas Timm cyklede afsted mod Paris med Team Rynkeby for første gang i 2017, var det med hjertet fuldt af sorg – men også håb. To år tidligere havde han og hustruen Line mistet deres blot otteårige datter til kræft.

Line Timm smiler, når hun tænker tilbage på det billede, som Team Rynkeby Fonden lagde på sit website under turen til Paris i 2017.

Hendes mand, Thomas Timm, havde tilmeldt sig turen sammen med Team Rynkeby Midt-Vest for at bearbejde den sorg, der havde ramt familien, efter Line og Thomas havde mistet deres blot otteårige datter Lærke til kræft to år forinden. 

På billedet står Thomas på en rasteplads i det nordøstlige hjørne af Holland – gennemblødt, rystende af kulde og med et anstrengt smil på læben – mens han forsøgte at få en bolle og en kop kaffe ned under en regnvåd middagspause på fjerde etape.

”Han ser syg ud. Er han okay?”, lød det bekymret fra en veninde på telefonen. Men Line var ikke bekymret. 

- Jeg tænkte, at det måtte være hårdt for ham. Det var jo en kold og regnfuld dag, og jeg kunne godt se, at det tog på ham. Men jeg var ikke bekymret, siger Line Timm i dag. 

- Det ligger ikke til os at give op. Thomas er typen, der bare gør det, der skal gøres. Han var også den, der kom hurtigst tilbage på arbejde efter Lærkes død, fortsætter hun.

Da Lærke blev syg

To et halvt år tidligere var familien Timm blevet revet ud af hverdagen i Herning, da deres yngste datter, Lærke, pludselig blev syg.

Hun var bare syv år – livlig, nysgerrig og altid i gang. Hun gik til gymnastik og håndbold og elskede at lege med veninderne, og ingen havde nogensinde forestillet sig, at hun kunne blive alvorligt syg.

Det ændrede sig, da hun en dag begyndte at skele en smule på det ene øje.

- Vi fik hende til en øjenlæge. Der var lang ventetid, men min mor fik os hurtigt ind, fordi hun havde en tid, som vi kunne overtage. Det resulterede i, at Lærke fik briller, der skulle rette synet op, fortæller Line Timm.

Men brillerne hjalp ikke, og derfor blev familien henvist til sygehuset.

- Det var mellem jul og nytår, at Thomas var med hende derude. Men der var ikke noget alarmerende på det tidspunkt, siger hun.

Derfor bad Line sin mor om at tage med Lærke til en opfølgende scanning på sygehuset, da både Line og Thomas skulle arbejde. Det, der skulle have været et rutinetjek, blev begyndelsen på et mareridt. 

- Vi havde slet ikke forestillet os, at det kunne være noget alvorligt. Men pludselig skrev min mor en besked om, at lægerne havde set noget på scanningen, de ikke brød sig om, og at vi skulle komme med det samme, fortæller Line Timm.

”I må være gået forkert”


Bekymringen viste sig at være en tumor, og Lærke blev hurtigt henvist til specialister på Skejby Sygehus.

De havde dog stadig svært ved at forstå, at deres lille datter var alvorligt syg.

- Da vi kom ind på afdelingen, sagde lægesekretæren faktisk: ”Jeg tror, I er gået forkert.” Hun troede ikke, vi skulle derind, fordi Lærke stod og hoppede og dansede rundt. De var vant til at se meget syge børn – børn, der ikke kunne spise eller næsten ikke kunne bevæge sig. Men Lærke var jo frisk, husker Line Timm.

Lægerne håbede da også, at der var tale om en godartet tumor, men de kunne ikke love noget.

- På det tidspunkt havde vi ikke protonstråler i Danmark, så behandlingsmulighederne var begrænsede. Efter et par timer blev vi sendt hjem igen. Og dagen efter var Lærke faktisk i skole. Hun var jo ikke syg på den måde – kun skeløjet. Hun blev først rigtig syg, da behandlingen begyndte, fortæller hun.

Hun vidste, hun skulle dø

Sygdommen tog til, og behandlingen hjalp ikke. Line og Thomas vidste, at det var alvorligt – og det gjorde Lærke også.

- Hun vidste godt, at hun var syg. Og da vi til sidst fik at vide, at der ikke var mere at gøre, vidste hun også, at hun skulle dø, fortæller Line Timm stille.

- Hun tog det på sin egen måde – meget modent faktisk. Hun valgte selv, hvilket tøj hun ville have på i kisten, og hun vidste, hvem der skulle bære hende. Hun fortalte endda en af sygeplejerskerne, at hun ville dø af det her. Sygeplejersken var helt rystet – men Lærke vidste det bare.

Line holder en kort pause.

- Jeg tror, hun havde en stærk intuition. Vi havde jo fortalt hende, at der ikke var mere behandling, og hun vidste godt, at kræft er noget, man kan dø af. Vi håbede til det sidste, at de kunne hjælpe hende, men hun forstod nok mere, end vi troede, siger hun.

Lærke døde den 6. august 2015. Otte år gammel. 

Team Rynkeby og kampen videre

Efter Lærkes død fandt familien forskellige måder at komme videre på.

For Thomas blev cyklen et symbol på handling.

- Første gang Thomas nævnte Team Rynkeby, var allerede i 2015 – kort efter Lærkes død. Han ville gerne have cyklet med i 2016, men der sagde jeg nej. Det kunne jeg simpelthen ikke overskue – vi var alt for tæt på det hele. Men året efter var der ingen tvivl. Det var det, han skulle. Og det var det helt rigtige tidspunkt, fortæller Line Timm.

Team Rynkeby blev et nyt fællesskab for Thomas – og for resten af familien.

- Det betød faktisk meget. Vi fik lov til at samle penge ind, og det gav os en følelse af at gøre noget aktivt. Det var ikke bare sorg og afmagt – vi kunne bidrage til noget, der hjalp andre børn og familier, siger Line Timm og fortsætter:

- Thomas fik lov til at gøre en forskel – samle penge ind til noget, der ikke lykkedes for vores eget barn. Det betød noget for ham, at han kunne gøre noget konkret, i stedet for bare at sidde med sorgen.

Mening, fællesskab og håb

Turen til Paris i 2017 blev den første af i alt tre for Thomas.

I dag cykler han ikke længere med Team Rynkeby, men han cykler stadig – og stadig på den samme gule cykel, som bragte ham til Paris kort efter Lærke død. På hjulene står hendes navn.

- Det her med at cykle og samle penge ind blev hans måde at kæmpe videre på. Og man må sige, at Team Rynkeby de seneste år har samlet rigtig mange penge ind til børnekræftområdet, særligt til forskning i hjernetumorer. Det betyder meget for os, siger Line Timm.
Når hun i dag ser et felt af gule ryttere på landevejen, mærker hun stadig et lille sug i maven.

- Vores yngste søn var ikke ret gammel, før han kunne råbe: ”Der kommer nogle Rynkeby’er” når han så cykelryttere i gult. Den lokale cykelklub kører dog også i gult, så jeg måtte forklare ham, at ikke alle med gule trøjer var de rigtige ryttere. Men når man kender historien bag, betyder det noget ganske særligt.

Line Timm smiler igen.
 
Manden på billedet fra 2017 er ikke bare en kold, gennemblødt cykelrytter. Det er en far, der fandt en vej ud af sorgen – en mening og et fællesskab.

Denne fortælling er én af 10, der er samlet i anledning af Team Rynkebys 25-års jubilæum – fortællinger om mennesker, der har været med til at forme vores rejse. Dem, der kæmper for andre. Dem, der har modtaget hjælp. Og dem, vi har mistet undervejs.