Da Maria Teresa Contreras Halvorsen mistede sin datter Esther til kræft, gik hendes verden i stå. Men gennem Team Rynkeby fandt hun igen mening, håb og et fællesskab, der giver kræfter til at kæmpe videre både for sig selv og for andre.

Livsnerven i Team Rynkeby er de frivillige ildsjæle.
Og skulle de indkapsles og personificeres i et enkelt billede, så kunne det meget vel være et af den mørkhårede norske kvinde Maria Teresa Contreras Halvorsen fra Oslo.
Bag det brede smil lever hun Team Rynkebys værdier om at gøre noget godt for sig selv, om at gøre noget godt for andre og om at indgå i et forpligtende fællesskab. Og år efter år har hun aktivt og utrætteligt arbejdet for både fællesskabet – og sig selv - og for at samle midler ind til børn med kritisk sygdom.
Marias historie er imidlertid også en fortælling om motivation rodfæstet i det ultimative tab.
Når sorg møder fællesskab
Den 50-årige familiemor og miljøterapeut fik i 2016 vendt op og ned på sin og familiens tilværelse, da hun mistede sin datter, Esther, til kræft. Esther blev kun syv år gammel.
”Jeg var helt ødelagt, da jeg mistede Esther,” fortæller Maria Teresa Contreras Halvorsen i dag.
”Alt mistede sin mening. Jeg vidste, at jeg havde brug for noget, der kunne give mig styrke og håb igen for at kunne leve videre med sorgen.”
To år efter Esthers død hørte Maria Teresa Contreras Halvorsen om Team Rynkeby gennem et fællesskab for forældre, der havde mistet et barn, som hun var en del af.
”Nogle af forældrene var med i det her cykelfællesskab, men jeg forstod med det samme, at det her handlede om mere end cykling. Det handlede om at kæmpe for noget større – for børn som min Esther,” siger hun.
I 2018 trak Maria Teresa Contreras Halvorsen for første gang i den gule trøje og mødte det fællesskab, hun havde efterlyst. Det blev starten på en rejse, der ikke kun styrkede hende fysisk og mentalt, men også gav hende en ny familie, der mødte hende i øjenhøjde.
En gang Team Rynkeby, altid Team Rynkeby
For Maria er Team Rynkeby ”båret af kærlighed, energi og et fælles mål”. Her cyklede hun sammen med andre forældre, der havde oplevet at miste et barn, og det skabte en helt unik følelse af samhørighed og connection.
”Når vi sidder på cyklen, er vi alle i samme situation. Vi har det samme mål og hjælper hinanden hele vejen. Der er så meget kærlighed mellem os,” fortæller hun.
Hun beskriver Team Rynkeby som en boks, du kan åbne for, og så vælter det ud med glæde; et sted, hvor mennesker mødes om et fælles håb og en fælles mission.
”Det er ikke bare at cykle. Det er at være sammen om noget, der betyder noget. Det er en energi, man ikke finder andre steder,” siger Maria Teresa Contreras Halvorsen.
Et enkelt år siden dengang har hun måtte sidde over på grund af et brækket kraveben. Men ellers har hun været en fast del af Team Rynkeby lige siden 2018, hvor hun klikkede i pedalerne for første gang.
”Når man først har været en del af Team Rynkeby, er der ingen vej tilbage. Så sidder man ligesom fast,” griner hun og fortsætter:
”Det er som familie. At forlade det ville føles som at forlade en del af sig selv. En gang Team Rynkeby, altid Team Rynkeby.”
Jeg tror på, at vi sammen kan være noget, der er langt større end os selv. Det giver mig mening, glæde og troen på, at vi kan forandre noget.
For Esther og for børnene
Selvfølgelig cykler Maria Teresa Contreras Halvorsen for Esther. Men det handler om mere end det, understreger hun.
Det handler om alle de børn, der kæmper med sygdom i dag. Da Esther døde, fandtes den ”rigtige” medicin ikke, og den medicin har Maria Teresa Contreras Halvorsen et særligt ønske om at bidrage til at få udviklet.
”Mit mål er, at alle børn med kræft skal overleve. Derfor cykler jeg for at støtte forskningen, så der findes en behandling for hvert eneste barn, der bliver syg af kræft,” siger hun.
Hun har blandt andet deltaget i norske NRK TV-indsamling til Børnekræftens Hus, hvor hun blev interviewet af hendes majestæt, Dronning Sonja af Norge. Et øjeblik, hun aldrig glemmer.
”Det var stort. Men det vigtigste var, at jeg kunne fortælle om Esther og vise, hvorfor vi kæmper. For børnene og for håbet.”
Når håbet bliver drivkraften
Når Maria taler om Team Rynkeby, er det med taknemmelighed og et varmt smil. For hende handler det ikke kun om at samle penge ind, men om at samle mennesker om et fælles håb.
”Jeg tror på, at vi sammen kan være noget, der er langt større end os selv. Det giver mig mening, glæde og troen på, at vi kan forandre noget,” siger hun.
Hun ved, at sorgen aldrig forsvinder. Men med fællesskabet, kærligheden og kampen for børnene har hun fundet mening og en vej videre.
”Team Rynkeby har givet mig styrke, venner og troen på livet tilbage. Jeg cykler for Esther og for alle børn, der fortjener en fremtid fuld af håb.”
Denne fortælling er én af 10, der er samlet i anledning af Team Rynkebys 25-års jubilæum – fortællinger om mennesker, der har været med til at forme vores rejse. Dem, der kæmper for andre. Dem, der har modtaget hjælp. Og dem, vi har mistet undervejs.