Til sommer er det 11 år siden, at Søren Birk første gang kørte turen fra Vejle til Paris med kun et ben. Specielt turen op ad den legendariske stigning Mur de Huy står som et uforglemmeligt øjeblik, som han siden hen har lænet sig op ad, når han stod med en udfordring. I år er han med i Team Rynkeby for tredje gang.
På toppen af Mur de Huy giver to mænd i gult cykeltøj hinanden et ordentligt knus. De er tydeligt berørte, og det er der en god grund til.
Et er, at de på turen mod Paris har kæmpet sig op på toppen af den belgiske ”mur” og nu kan gøre status på den kilometerlange, berømte og berygtede bakke, der stiger mere end 9 procent i gennemsnit og flere steder runder passager over 20 procent.
Alligevel er der noget helt særligt over glæden den sommerdag. Den ene af de to besejrere af Mur de Huy er nemlig etbenede Søren Birk, der små 10 minutter tidligere blev skubbet i gang med opstigningen.
”Det var et helt specielt øjeblik. Jeg skulle lige samle mig i bunden, inden jeg begyndte de 1.300 meter mod toppen. Og apropos toppen, så var det helt fantastisk, at jeg kunne høre alle mine holdkammerater heppe, da jeg nærmede mig toppen. Det gav lige det sidste. Den modtagelse på toppen glemmer jeg aldrig,” siger Søren Birk i dag.
Øjeblikket kommer vi tilbage til.
Mistede benet som spæd
Søren Birk er 37 år og har levet med ét ben, siden han var spæd. Her fik han konstateret kræft i benet og fik det amputeret helt oppe ved hoften. Derfor er det heller ikke noget, han tænker ret meget over.
”Det kan måske lyde mærkeligt, men jeg tænker ikke synderligt meget over, at jeg mangler et ben. Sådan har det jo altid været, så jeg betragter det bare som en ekstra udfordring,” siger Søren Birk, der til daglig er udviklingsansvarlig for automatiseringsløsninger i et fællesskab af danske uddannelsesinstitutioner.
”Jeg har jo også et helt normalt liv med fast arbejde, familie og børn, men jeg var selvfølgelig godt klar over, at det var et vildt projekt, jeg kastede mig ud i, da jeg meldte mig til at køre med Team Rynkeby. Modsat har cykling altid fyldt meget i min familie, og da jeg selv har haft cancer, var det et naturligt projekt at kaste sig ind i,” siger han.
Team Rynkeby er for alle
Manden, som Søren Birk omfavnede på toppen af Mur de Huy, var Ole Nikolajsen. Ole var holdkaptajn på Team Rynkeby Trekanten i 2015, og han husker tydeligt sit første møde med den etbenede Team Rynkeby-aspirant.
”Jeg kiggede ham i øjnene og spurgte, om han var klar over, hvad han havde tilmeldt sig til. Jeg kunne jo godt gennemskue, at hans deltagelse ville give nogle andre udfordringer, end vi måske var vant til, men Søren havde en fantastisk indstilling og tro på egne evner. Jeg var aldrig i tvivl om hans vilje til at gennemføre, og jeg synes jo præcis, det er noget af det, som Team Rynkeby kan og skal kunne rumme, så derfor ville jeg gerne have ham med på holdet,” siger Ole Nikolajsen.
Allerede ved intromødet faldt snakken på den ikoniske stigning i Belgien på turen mod Paris. Af samme grund tog Søren og Ole også på mange træningsture i bakkerne i og omkring Vejle i optakten til Team Rynkeby-turen.
En klar plan og et fællesskab
Så Søren var godt forberedt, men naturligt også nervøs for, om han kunne klare mødet med muren. Derfor kunne han først rigtigt fokusere på hovedmålet. Paris, da Mur de Huy var besteget.
”Alle snakker om Mur de Huy. Det er virkelig noget, man frygter som Rynkeby-rytter, og derfor havde Ole og jeg masser af bakketræning forud for turen til Paris, hvor vi snakkede om taktikken på Mur de Huy. Det var også Mur de Huy, der blev mit primære mål på turen. Det var i hvert fald først efter toppen af Mur de Huy, at jeg begyndte at tænke på Paris,” siger Søren Birk, hvis holdkaptajn tydeligt husker, at han havde svært ved at følge Søren de 1.300 meter mod toppen.
”Han fløj jo nærmest op ad Mur de Huy. Vi var to ryttere, der skulle støtte undervejs. Vi skulle hjælpe ham med at holde balancen, og vi skulle give ham et skub, hvis han kom helt ned i fart. Det skete bare ikke. Jo, to gange måske, men vi havde faktisk svært ved at følge med ham,” siger Ole Nikolajsen.
Helt sådan husker Søren Birk ikke selv opstigningen.
”Jeg var virkelig presset undervejs, men jeg ville bare klare det. På et tidspunkt nåede jeg at tænke, at jeg ikke ville klare det, og så var det, at jeg hørte alle mine holdkammerater på toppen. Det gav mig de sidste kræfter,” siger han om det enestående fællesskab, der hjalp ham helt op.
Brugbare erfaringer
Bedriften har Søren også brugt senere i sit liv, når han har stået overfor udfordringer.
”Der er masser af hverdagssituationer, hvor det at tænke tilbage på bedriften lige gør, at jeg nemmere kan trække vejret og træffe mere velovervejede beslutninger. Og så er der de situationer, hvor jeg står overfor en udfordring. Her kan jeg bruge turen op ad Mur de Huy til at sætte tingene i relief og tænke: Kom nu, så er det heller ikke værre,” siger han.
Også på cyklen har første tur med Team Rynkeby ført til mange flere bedrifter, blandt andre et utal af lange motionsløb samt et officielt UCI-løb i paracykling. Og han har mod på mere.
I 2026-sæsonen kører han igen med Team Rynkeby Trekanten til Paris.
Denne fortælling er én af 10, der er samlet i anledning af Team Rynkebys 25-års jubilæum – fortællinger om mennesker, der har været med til at forme vores rejse. Dem, der kæmper for andre. Dem, der har modtaget hjælp. Og dem, vi har mistet undervejs.
Magiske Mur de Huy
Og kunsten at bestige det med ét ben
Til sommer er det 11 år siden, at Søren Birk første gang kørte turen fra Vejle til Paris med kun et ben. Specielt turen op ad den legendariske stigning Mur de Huy står som et uforglemmeligt øjeblik, som han siden hen har lænet sig op ad, når han stod med en udfordring. I år er han med i Team Rynkeby for tredje gang.
På toppen af Mur de Huy giver to mænd i gult cykeltøj hinanden et ordentligt knus. De er tydeligt berørte, og det er der en god grund til.
Et er, at de på turen mod Paris har kæmpet sig op på toppen af den belgiske ”mur” og nu kan gøre status på den kilometerlange, berømte og berygtede bakke, der stiger mere end 9 procent i gennemsnit og flere steder runder passager over 20 procent.
Alligevel er der noget helt særligt over glæden den sommerdag. Den ene af de to besejrere af Mur de Huy er nemlig etbenede Søren Birk, der små 10 minutter tidligere blev skubbet i gang med opstigningen.
”Det var et helt specielt øjeblik. Jeg skulle lige samle mig i bunden, inden jeg begyndte de 1.300 meter mod toppen. Og apropos toppen, så var det helt fantastisk, at jeg kunne høre alle mine holdkammerater heppe, da jeg nærmede mig toppen. Det gav lige det sidste. Den modtagelse på toppen glemmer jeg aldrig,” siger Søren Birk i dag.
Øjeblikket kommer vi tilbage til.
Mistede benet som spæd
Søren Birk er 37 år og har levet med ét ben, siden han var spæd. Her fik han konstateret kræft i benet og fik det amputeret helt oppe ved hoften. Derfor er det heller ikke noget, han tænker ret meget over.
”Det kan måske lyde mærkeligt, men jeg tænker ikke synderligt meget over, at jeg mangler et ben. Sådan har det jo altid været, så jeg betragter det bare som en ekstra udfordring,” siger Søren Birk, der til daglig er udviklingsansvarlig for automatiseringsløsninger i et fællesskab af danske uddannelsesinstitutioner.
”Jeg har jo også et helt normalt liv med fast arbejde, familie og børn, men jeg var selvfølgelig godt klar over, at det var et vildt projekt, jeg kastede mig ud i, da jeg meldte mig til at køre med Team Rynkeby. Modsat har cykling altid fyldt meget i min familie, og da jeg selv har haft cancer, var det et naturligt projekt at kaste sig ind i,” siger han.
Team Rynkeby er for alle
Manden, som Søren Birk omfavnede på toppen af Mur de Huy, var Ole Nikolajsen. Ole var holdkaptajn på Team Rynkeby Trekanten i 2015, og han husker tydeligt sit første møde med den etbenede Team Rynkeby-aspirant.
”Jeg kiggede ham i øjnene og spurgte, om han var klar over, hvad han havde tilmeldt sig til. Jeg kunne jo godt gennemskue, at hans deltagelse ville give nogle andre udfordringer, end vi måske var vant til, men Søren havde en fantastisk indstilling og tro på egne evner. Jeg var aldrig i tvivl om hans vilje til at gennemføre, og jeg synes jo præcis, det er noget af det, som Team Rynkeby kan og skal kunne rumme, så derfor ville jeg gerne have ham med på holdet,” siger Ole Nikolajsen.
Allerede ved intromødet faldt snakken på den ikoniske stigning i Belgien på turen mod Paris. Af samme grund tog Søren og Ole også på mange træningsture i bakkerne i og omkring Vejle i optakten til Team Rynkeby-turen.
En klar plan og et fællesskab
Så Søren var godt forberedt, men naturligt også nervøs for, om han kunne klare mødet med muren. Derfor kunne han først rigtigt fokusere på hovedmålet. Paris, da Mur de Huy var besteget.
”Alle snakker om Mur de Huy. Det er virkelig noget, man frygter som Rynkeby-rytter, og derfor havde Ole og jeg masser af bakketræning forud for turen til Paris, hvor vi snakkede om taktikken på Mur de Huy. Det var også Mur de Huy, der blev mit primære mål på turen. Det var i hvert fald først efter toppen af Mur de Huy, at jeg begyndte at tænke på Paris,” siger Søren Birk, hvis holdkaptajn tydeligt husker, at han havde svært ved at følge Søren de 1.300 meter mod toppen.
”Han fløj jo nærmest op ad Mur de Huy. Vi var to ryttere, der skulle støtte undervejs. Vi skulle hjælpe ham med at holde balancen, og vi skulle give ham et skub, hvis han kom helt ned i fart. Det skete bare ikke. Jo, to gange måske, men vi havde faktisk svært ved at følge med ham,” siger Ole Nikolajsen.
Helt sådan husker Søren Birk ikke selv opstigningen.
”Jeg var virkelig presset undervejs, men jeg ville bare klare det. På et tidspunkt nåede jeg at tænke, at jeg ikke ville klare det, og så var det, at jeg hørte alle mine holdkammerater på toppen. Det gav mig de sidste kræfter,” siger han om det enestående fællesskab, der hjalp ham helt op.
Brugbare erfaringer
Bedriften har Søren også brugt senere i sit liv, når han har stået overfor udfordringer.
”Der er masser af hverdagssituationer, hvor det at tænke tilbage på bedriften lige gør, at jeg nemmere kan trække vejret og træffe mere velovervejede beslutninger. Og så er der de situationer, hvor jeg står overfor en udfordring. Her kan jeg bruge turen op ad Mur de Huy til at sætte tingene i relief og tænke: Kom nu, så er det heller ikke værre,” siger han.
Også på cyklen har første tur med Team Rynkeby ført til mange flere bedrifter, blandt andre et utal af lange motionsløb samt et officielt UCI-løb i paracykling. Og han har mod på mere.
I 2026-sæsonen kører han igen med Team Rynkeby Trekanten til Paris.
Denne fortælling er én af 10, der er samlet i anledning af Team Rynkebys 25-års jubilæum – fortællinger om mennesker, der har været med til at forme vores rejse. Dem, der kæmper for andre. Dem, der har modtaget hjælp. Og dem, vi har mistet undervejs.
