I sommeren 2021 kunne jeg pludselig mærke, at der var noget, der ligesom var i vejen, når jeg skulle synke. De efterfølgende dage bemærkede jeg også, at min kæbe kunne åbne mindre og mindre. Det gav problemer med at spise, og jeg måtte skære maden ud i mindre og mindre bidder.

Da jeg kom hjem fra ferie, fik jeg en akuttid hos en øre-næse-halslæge i Helsingør. Efter blot ti sekunder konstaterede han, at jeg var det forkerte sted. Jeg skulle have tid på kræftafdelingen i Hillerød og tjekkes for kræft.

Næste dag fik jeg taget nogle prøver, og allerede to dage efter fik jeg et foreløbigt svar – der var ikke fundet kræft. Lægerne var dog ikke enige, heller ikke da jeg godt ti dage senere fik det endelige svar på prøverne. Lægerne insisterede på at lave flere prøver, og denne gang ved at fjerne mine mandler.

Små to uger senere kom svaret: Jeg havde kræft i den ene mandel, forårsaget af HPV-virus. Selvom både min kone og jeg forventede den melding, var den alligevel hård. Det var ikke mindre hårdt at skulle fortælle det til vores børn. Min søn, som lige var blevet 11 år, havde netop fået sin første vaccination med HPV. Min datter på 8 havde meget svært ved at acceptere det.

Planen var klar. Jeg skulle have 36 gange stråler og 5 gange kemo. Lægerne var enige om, at jeg med den behandling forventeligt ville blive rask. Inden behandlingerne kunne begynde, skulle jeg dog lige have fjernet en knude i brystet, som måske også var ramt. Den blev fjernet, og det viste sig heldigvis, at der intet var i den.

I midten af september 2021 fik jeg første omgang stråler. Jeg skulle have stråling seks dage om ugen, og om tirsdagen stod den også på kemo. Behandlingerne gik godt. Strålingerne kunne jeg ikke mærke, mens den ugentlige kemo var lidt værre – mest af alt på grund af alt det saltvand, der sprøjtes ind inden og efter kemoen. Det gav en meget gennemtrængende smag af saltvand i flere dage.

Trods behandlingerne fortsatte min kæbe med at falde sammen, og der gik ikke længe, før mit eneste indtag af “mad” bestod af syv daglige proteindrikke. De små drikke blev jeg meget glad for. De gav mig alt det, jeg havde behov for, og jeg slap for sondemad. Til gengæld betød det, at jeg stort set ikke spiste med familien i fem måneder, og det betød også, at vi stort set intet socialt havde med venner og familie. Det går op for én, hvor meget af det sociale der foregår omkring spisebordet.

Det var også en hård tid for børnene og ikke mindst min kone. Hun måtte jonglere med fuldtidsjob samt sørge for stort set alt derhjemme. Jeg havde mange smerter i og omkring nakken og var på seks daglige doser morfin, Panodil og ibuprofen. Jeg måtte bytte seng med min datter, da jeg højst sov halvanden time ad gangen.

Efter godt halvanden måneds behandlinger fik jeg den sidste gang stråling. Ud over ovennævnte smerter havde jeg ikke andre udfordringer end min manglende evne til at åbne munden helt og spise normalt. Godt 14 dage efter den sidste stråling vågnede jeg en morgen, og hele overkroppen var stort set fastlåst. Og hvad værre var – kæben var nu faldet helt sammen. Jeg kunne slet ikke få noget ind mellem tænderne. Jeg gik til fysioterapeut, kiropraktor, kraniosakral-terapeut og alt, hvad jeg i det hele taget kunne finde på. Intet hjalp. Efter godt halvanden måned gik lægerne med til at lægge mig i fuld narkose og tvinge munden op. De var blevet nervøse for, om der stadig var kræft tilbage.

Det var der heldigvis ikke, og efter indgrebet kunne jeg åbne munden lidt igen. Jeg begyndte at gå til ergoterapeut for at lære at bruge min tunge igen og lære at tygge. Efter næsten seks måneder på proteindrikke var det endelig tid til at prøve at få mad igen – startende med supper og stille og roligt mere og mere fast mad. Selvom jeg var glad for de små proteindrikke, var det skønt at få mad igen. Stille og roligt kunne jeg spise med familien igen, og som tiden gik kunne jeg droppe pillerne og komme tilbage i min egen seng.

I marts 2022 blev jeg erklæret rask. Kræften var væk, og behandlingen var gået som planlagt. Det sociale liv kunne stille og roligt vende tilbage. Godt 17 kilo lettere kunne jeg og familien igen få en almindelig hverdag. Fantastisk. Jeg er siden blevet “clearet” fem gange og er nu overgået til årlige kontroller. Hertil er jeg for nyligt startet et forløb omkring senfølger, da jeg stadig kun kan åbne min kæbe halvt.

Vi har i Danmark et fantastisk kræftsystem. Jeg oplevede, hvor effektiv kræftpakken er. Fra jeg var til lægen første gang, gik der ikke mere end 14 dage, før jeg første gang var under kniven, og kun godt en måned senere var jeg i gang med behandlingerne.

Som voksen kunne jeg forstå, hvad der skete, og jeg kunne tale med min familie og venner omkring mig. Personligt gik jeg ikke glip af meget. Ingen tvivl om, at dem der har lidt mest, er børnene og min kone.

Også før min sygdom havde jeg tænkt på Team Rynkeby. Jeg synes, projektet er fantastisk – det sociale sammenhold og ønsket om at samle penge ind til hjælp for kritisk syge børn. Efter mit eget forløb kan jeg slet ikke forholde mig til tanken om, at børn skal gennemgå det samme, som jeg selv har prøvet. Derfor er det naturligt for mig at være en del af Team Rynkeby Nordsjælland, og opbakningen fra familien er total. Børn skal ikke være kritisk syge, og kan jeg sammen med alle de andre “rynker” være med til at samle ind til forskning og til hjælp for børn og familier, der er gennem en sygdomsperiode, så vil jeg meget gerne give min fritid til det.

Kærlig hilsen Michael Hartoft, Team Rynkeby Nordsjælland