6 mio. kr. blev samlet ind til Børnelungefonden

Hvert år løber børn landet over for børn med lungesygdomme i Team Rynkeby Skoleløb og Børneløb. Indsamlingen går til Børnelungefonden.

Mere end 100.000 danske børn lider af en lungesygdom. Det svarer til, at der i gennemsnit sidder to i hver klasse med en eller anden form for lungesygdom. Derfor er Børnelungefonden optaget af at gøre alt for at hjælpe børn og deres familier, så de kan få så godt et liv som muligt på trods af en lungesygdom og styrke livsvigtig forskning i børnelunger. Det kan kun lade sig gøre med midler fra Team Rynkeby.

Når børn løber for børn til Team Rynkeby Skole- og Børneløb, samler de penge ind til at hjælpe lungesyge børn i Danmark gennem Børnelungefondens arbejde.

Det årlige motions- og velgørenhedsløb foregår både i Danmark, Sverige, Norge og Finland, hvor børn på tværs af skoler og klasser sammen trækker i løbeskoene i den gode sags tjeneste.

Team Rynkeby Skoleløb 2023

31. marts 2023 havde knap 100.000 børn taget løbeskoene på for at samle penge ind til Børnelungefondens livsvigtige arbejde. Det var en helt særlig dag, hvor glade og engagerede børn gjorde en kæmpe forskel for de lungesyge børn i Danmark. 

Den danske youtuber Rasmus Kolbe alias “Lakserytteren” løb med. Lakserytteren er blandt andet kendt for sine farverige og sjove videoer på YouTube om tegning og kreativitet, og i 2022 trådte han ind i Børnelungefondens bestyrelse.

Lakserytteren løb sammen med alle børnene på Lundehusskolen, hvor seje Cecilie, der er lungesyg, også løb.

Mere end 6 mio. kr. blev samlet ind til Børnelungefonden.

Positiv spiral indenfor forskning

Børn med lungesygdomme har i mange år stået i skyggen af børn med andre kritiske sygdomme med det resultat, at det har været svært at skaffe midler til forskning, og at forskningsinteresserede læger ofte har fravalgt at specialisere sig i lungesygdomme hos børn.

De seneste par år har Børnelungefonden dog oplevet et stigende antal ansøgninger fra forskere, der søger om støtte til deres projekt.

Ifølge Børnelungefondens forskningsudvalg har de forrige års forskningsbevillinger fra Børnelungefonden bidraget til en øget opmærksomhed på forskning indenfor lungesygdomme hos børn. Det har sat gang i en positiv spiral.