Rekord mange sponsorer på Team Rynkebys tøj

Rekord mange virksomheder har deres logo på Team Rynkebys gule cykeltøj, når velgørenhedscykelholdet sætter kursen mod Paris til sommer.

Hele 1.614 virksomheder har i år indgået et tøjsponsorat med velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby.

Det er to procent mere end sidste år, og det højeste antal sponsorer Team Rynkeby nogensinde har haft på tøjet.

Virksomhederne, der går deres logo på tøjet, er de såkaldte guld- og platinsponsorer, der har bidraget med minimum 20.000 kr. til Team Rynkebys indsamling til børn med kritiske sygdomme.

Fremgangen vidner om et enormt engagement blandt deltagerne, men også om Team Rynkebys fortsatte europæiske vækst, fortæller Jørgen H.K. Jepsen, General Manager i Team Rynkeby Fonden.

- Vi har oprettet fem nye hold sammenlignet med sidste år, og det forklarer naturligvis en del af fremgangen. Men det, jeg glæder mig mest over, er, at vi lykkes med at fastholde sponsorerne i de gamle lande, og så bygger vi lidt på i de nye. Det vidner om et ufatteligt engagement blandt vores deltagere, og at Team Rynkeby fortsat har en høj troværdighed og skaber en værdi for vores sponsorer, siger han.

Vender tilbage til Paris
Team Rynkeby har på trods af den globale coronapandemi og to aflyste Paris-ture formået at øge tilgangen af sponsorer over de seneste tre år.

- Vi er lykkedes med at skabe alternativer til Paris-turen, så sponsorerne stadig har fået gode muligheder for at aktivere deres sponsorat. Men der er ingen tvivl om, at hele organisationen hungrer efter at klikke i pedalerne til sommer og endnu engang sætte kursen mod Paris. Man kan lave mange fine alternativer, men intet i hele verden kan slå oplevelsen af at stå midt i et gult menneskehav i Paris med oplevelsen af, at man har gennemført noget ud over det sædvanlige – og samtidig gjort det for et meningsfyldt formål.

- Det skal opleves, før man helt forstår det. Og den oplevelse ser vi alle frem til, siger Jørgen H.K. Jepsen. 

Team Rynkeby indsamlede sidste år 72,4 mio. kr. til børn med kritiske sygdomme i otte forskellige lande. Om det beløb bliver slået i 2022 bliver først offentliggjort til sommer.

Team Rynkeby kører til Paris den 9.-16. juli 2022.